Jeg er Så Småt Begyndt at Tro På Karma

Begrebet ”karma” kommer egentligt fra østen, og er reelt set bygget op på deres forestilling om, hvor verden kommer fra og hvordan den hænger sammen. Men i vesten har vi kopieret ordet, og bruger det blot i sin forsimplede udgave: du får igen af det, du giver ud. Hvis du sårer andre mennesker, så kan du godt regne med selv at blive såret i fremtiden. Hvis du stjæler fra nogen, så vil du nok selv blive bestjålet inden længe.

Mange ser det som en eller anden form for balance i universet. Som en slags mere abstrakt og retfærdighedssøgende version af termodynamikkens love: enhver aktion har en reaktion.

Folk har forskellige idéer om hvor direkte karma virker. Nogle mener at tyveri udbalanceres med tyveri, mens andre mener at konsekvensen af at stjæle sagtens kan være at der sker noget andet negativt i ens eget liv: men at det på en eller anden målestop ”går op” med den skade, man selv har forvoldt.

Oprindeligt var jeg ikke en særlig stor fan af karma begrebet. Jeg synes det virker lidt langt ude, at der et eller andet sted i universet skulle være noget der holder regnskab med folks gode og dårlige handlinger, og så sikrer at det hele bliver udlignet i sidste ende.

Men jeg er så småt begyndt at tro på karma. Dog ikke i sin overnaturlige forstand. Derimod tror jeg på, at karma er en slags selvopfyldende profeti. At det er os selv som mennesker, der sikrer balancen. Det er et naturligt instinkt, fordi vi er født med en retfærdighedsfølelse.

Hvis jeg kaster med sten, og kommer til at ramme en forrude på en parkeret bil, så tror jeg ikke der er noget magi i universet der gør, at jeg selv bliver ramt af et stenslag næste gang jeg er ude at køre. Men jeg tror på, at jeg måske ikke sænker hastigheden næste gang jeg er på en grusvej, fordi en ubevidst del af mig føler, at jeg fortjener at få et stenslag. Og så rammer det pludseligt. Jeg tror på at vi straffer os selv og hinanden ud fra vores fælles ideal omkring retfærdighed, og at det er den virkelige mekanisme bag karma.

Det kan selvfølgeligt være, at jeg er helt forkert på den. Måske er der en Gud eller noget andet, der holder styr på alle vores gerninger, og skaber en eller anden form for balance baseret på overnaturlig retfærdighed. Eller måske findes karma slet ikke, i nogen som helst afskygning, og det er bare noget vi alle føler ”burde” eksistere. Vi kan trods alt godt lide, når retfærdigheden rammer dem, der har forbrudt sig imod andre. Det ville da være rart, hvis universet kunne sikre den slags. Men uanset hvad, så tror jeg på, at vi vil kunne drage stor nytte af at leve vores liv som om karma eksisterede.